Vi fik en henvisning til en fysioterapeut fordi lægen kunne se at Sigrid kiggede meget til den ene side. Nu har vi været af sted to gange, og det har været ret utroligt at se hvad det har gjort ved vores datter.

Fysioterapeuten, Sanne, kunne hurtigt se, at der var en del muskler og bindevæv, som ikke var strukket ud som det skulle være. Sigrid kiggede meget til den ene side, hendes ene arm kunne ikke strækkes helt ud og så gik kæben skævt når hun skreg eller gabte.

Det kunne være opstået under selve fødslen hvor baby jo nærmest bliver skruet ud af moren og / eller i det øjeblik hvor Ann tager Sigrid ud og løfter hende op.

Sanne begyndte at trykke og strække og Sigrid skreg helt vildt. Efter behandlingen sukkede Sigrid meget inderligt og vi kunne se, at nu kunne armen strækkes ud, hun gabte ikke så skævt mere og hovedet kunne bevæges meget mere frit. Den måde hun holdte hovedet på ændrede sig især efter 2. behandling, hvor der blev trykket ned langs ryggen.

Sigrid skal ind en gang mere, men om der følger flere behandlinger ved vi ikke. Uanset hvad så har de 2 første behandlinger virkelig gjort en forskel.

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha