I en af de weekender, hvor vi var hjemme besluttede vi os for at tage i svømmehal. Vi har en i cykelafstand, som har et varmtvandsbassin. At Sigrid er vild med at bade vidste vi godt. Alligevel var det ret sjovt at opleve Sigrid gå amok. Hun blev udstyret med vinger og andet udstyr og så svømmede hun løs. Rundt og rundt gik det – ud og ind mellem alle de andre badegæster. Da vi var i badeland i Tyskland i sommers (2011) skulle hun også prøve vandrutsjebane, så det der med vand er bare hende. Vi havde frygtet, at vi aldrig ville få hende med op igen, men det gik heldigvis let og smertefrit. Da vi var i føromtalte badeland tog det en god indsats at få hende med op af vandet. Dagen efter meddelte hun, at hun gerne ville i svømmehallen igen.

Far kommer tit for tidligt når han skal hente Sigrid i børnehaven. Hun er åbenbart tit i gang med en leg, som ikke kan afbrydes. Også personalet siger at det går godt med Sigrid og det sker, at hun siger, at hun glæder sig til at komme i børnehave. Det er dejligt at hun selv siger det.

Det kan være vanskeligt om morgenen hvor mor eller far gerne vil have Sigrid afleveret godt. Det betyder at man skal have hende med i en leg eller at en fra personalet tager sig af hende. Dette med at få hende med i en leg kan være vanskeligt – også fordi Sigrid ikke er så udfarende. Vi prøver at få hende til selv at spørge om hun må lege med, for det synes vi at hun skal kunne.

Sigrid ELSKER at se tv. Hun spørger næsten altid på vej hjem fra børnehaven om hum må se tv. Ofte får hun lov – især fordi det gør det lidt nemmere de dage, hvor mor kommer sent hjem og far skal sørge for børnene og aftensmaden. På nettet ser vi “Rosa fra Rouladegade” og “Lille nørd” selvom sidstnævnte er røget lidt ned af hitlisten på det seneste. Så har vi “Små Einsteins”, “Fifi”, “Byggemand Bob” og “Peddersen og Findus” på DVD. Når et afsnit er færdigt råber hun: “Mere, mere!” Vi har snakket om, at det er godt at vi ikke har et fjernsyn, som hun selv kunne tænde (hun kan nemlig tænde fjernsynet hjemme hos både bedstemor og farmor), for så ville hun sidde der hele dagen. Hun …

Når der skal vælges bordkammerat ved måltiderne i hjemmet har Sigrid meget tydelige præferencer. MOR! Far kan få lov hvis han er i kridthuset og har forberedt det ved først at sige: “Jeg vil gerne sidde ved siden af Sigrid.” Denne præference slår også igennem når der skal synges godnatsang og ved andre lejligheder. Mor og far ved ikke om man bare skal lade hende gøre det, eller om det skal “bekæmpes”.

 

 

Sigrid er også glad for Julen.

Sigrid er nu blevet 3 år og hun har glædet sig MEGET til sin fødselsdag. Hun sagde jævnligt: “Jeg savner mine gæster” og snakkede om hvem der skulle komme. Det var en god fødselsdag, hvor Sigrid hyggede sig og fik en masse gode gaver. Selvom det er mange gæster at få plads til i vores stue, så er det dejligt at tænke på at Sigrid har en stor familie, som også er nærværende – også omkring fødselsdagene.

Når man er tæt på 3 år gammel, så bliver man rykket op i børnehaven. Således også Sigrid. Hun glædede sig til dette, men det var nok sjovere den gang hun stadig var vuggestuebarn og kom på besøg inde i børnehaven. Det går godt, men hun skal altså vænne sig til nye voksne og nye børn. Heldigvis er hun ikke sådan til at kue. Emily fra børnehaven spurgte Sigrid om hun ville være lillesøster. “Nej!” sagde Sigrid bestemt begge gange Emily spurgte. Herefter skiftede Emily taktik og spurgte om Sigrid ville være prinsesse! Det ville Sigrid gerne og så kunne far godt tage på arbejde.

Det er ikke altid at Sigrid er enig med far og mor om hvordan ting skal gøres eller være. En periode havde vi nogle helt umulige morgenstunder, hvor alt var træls. Efter at vi havde snakket om at fokusere på at Sigrid selv skulle tage flyverdragt på, så vendte det og det blev noget lettere at komme igennem morgenrutinerne uden de store konflikter. Det kan stadig være en udfordring at holde en 3-årig til ilden så vi kommer igennem alle punkterne inden for en overskuelig tidshorisont. På det seneste er det faktisk gået meget godt.

Efter en langt forløb med mange sygdomsperioder og bekymringer har vi nu fået at vide hvad det er, der er årsagen. Sigrid har PFAPA, også kaldet periodisk febersyndrom. Kendetegnende for denne sygdom er de med jævne mellemrum tilbagevendende sygdomsperioder. I disse perioder har Sigrid høj feber, belægning i halsen, blistre i munden og hævede kirtler. Det kan få det til at se ud som om hun har halsbetændelse, men det er immunforsvaret der selv skaber en betændelsestilstand selvom der hverken er bakterie- eller virusinfektion. Feberturen går over af sig selv, så det nytter ikke noget at give penicillin. Tilstanden er ikke kronisk, men som regel tager det minimum 4½ år før “det går over”. For en del børn hjælper det dog at få fjernet mandlerne. Enten slipper de helt for sygdomsture eller også bliver der færre. Sigrid blev også indstillet til operation, men op til har hun været rask i over to måneder. Derfor var vi faktisk lidt lettede over, at operationen blev udsat til slutningen af januar. Hvis hun ikke har været syg inden da, så skal hun ikke opereres. For os betyder det rigtig meget at der nu er stillet en diagnose. Det var en lettelse og det betyder, at vi kan begynde at kigge fremad og handle.

Også Sigrid kommer ind imellem med sjove betragtninger om dette og hint. F.eks. snakkede vi om barnevognene hvor Sigrid jo faktisk ikke kan være i nogen af dem – men hun elsker at sove i barnevognen. På et tidspunkt siger jeg, at en dag bliver hun måske lige så stor som mor. “Så skal jeg sove i mors og fars seng” var svaret. I øvrigt har Sigrid stort set droppet middagsluren. Det sker at hun tager en, men ellers klarer hun sig uden. Nogle gange falder hun så i søvn på vej hjem fra børnehaven og får sig så en lur på sofaen, men for det meste klarer hun sig igennem.

Og nu ser vi så frem mod Juleaften…

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha