I en af de weekender, hvor vi var hjemme besluttede vi os for at tage i svømmehal. Vi har en i cykelafstand, som har et varmtvandsbassin. At Sigrid er vild med at bade vidste vi godt. Alligevel var det ret sjovt at opleve Sigrid gå amok. Hun blev udstyret med vinger og andet udstyr og så svømmede hun løs. Rundt og rundt gik det – ud og ind mellem alle de andre badegæster. Da vi var i badeland i Tyskland i sommers (2011) skulle hun også prøve vandrutsjebane, så det der med vand er bare hende. Vi havde frygtet, at vi aldrig ville få hende med op igen, men det gik heldigvis let og smertefrit. Da vi var i føromtalte badeland tog det en god indsats at få hende med op af vandet. Dagen efter meddelte hun, at hun gerne ville i svømmehallen igen.

Far kommer tit for tidligt når han skal hente Sigrid i børnehaven. Hun er åbenbart tit i gang med en leg, som ikke kan afbrydes. Også personalet siger at det går godt med Sigrid og det sker, at hun siger, at hun glæder sig til at komme i børnehave. Det er dejligt at hun selv siger det.

Det kan være vanskeligt om morgenen hvor mor eller far gerne vil have Sigrid afleveret godt. Det betyder at man skal have hende med i en leg eller at en fra personalet tager sig af hende. Dette med at få hende med i en leg kan være vanskeligt – også fordi Sigrid ikke er så udfarende. Vi prøver at få hende til selv at spørge om hun må lege med, for det synes vi at hun skal kunne.

Sigrid ELSKER at se tv. Hun spørger næsten altid på vej hjem fra børnehaven om hum må se tv. Ofte får hun lov – især fordi det gør det lidt nemmere de dage, hvor mor kommer sent hjem og far skal sørge for børnene og aftensmaden. På nettet ser vi “Rosa fra Rouladegade” og “Lille nørd” selvom sidstnævnte er røget lidt ned af hitlisten på det seneste. Så har vi “Små Einsteins”, “Fifi”, “Byggemand Bob” og “Peddersen og Findus” på DVD. Når et afsnit er færdigt råber hun: “Mere, mere!” Vi har snakket om, at det er godt at vi ikke har et fjernsyn, som hun selv kunne tænde (hun kan nemlig tænde fjernsynet hjemme hos både bedstemor og farmor), for så ville hun sidde der hele dagen. Hun …

Når der skal vælges bordkammerat ved måltiderne i hjemmet har Sigrid meget tydelige præferencer. MOR! Far kan få lov hvis han er i kridthuset og har forberedt det ved først at sige: “Jeg vil gerne sidde ved siden af Sigrid.” Denne præference slår også igennem når der skal synges godnatsang og ved andre lejligheder. Mor og far ved ikke om man bare skal lade hende gøre det, eller om det skal “bekæmpes”.

 

 

Sigrid er også glad for Julen.

Sigrid er nu blevet 3 år og hun har glædet sig MEGET til sin fødselsdag. Hun sagde jævnligt: “Jeg savner mine gæster” og snakkede om hvem der skulle komme. Det var en god fødselsdag, hvor Sigrid hyggede sig og fik en masse gode gaver. Selvom det er mange gæster at få plads til i vores stue, så er det dejligt at tænke på at Sigrid har en stor familie, som også er nærværende – også omkring fødselsdagene.

Når man er tæt på 3 år gammel, så bliver man rykket op i børnehaven. Således også Sigrid. Hun glædede sig til dette, men det var nok sjovere den gang hun stadig var vuggestuebarn og kom på besøg inde i børnehaven. Det går godt, men hun skal altså vænne sig til nye voksne og nye børn. Heldigvis er hun ikke sådan til at kue. Emily fra børnehaven spurgte Sigrid om hun ville være lillesøster. “Nej!” sagde Sigrid bestemt begge gange Emily spurgte. Herefter skiftede Emily taktik og spurgte om Sigrid ville være prinsesse! Det ville Sigrid gerne og så kunne far godt tage på arbejde.

Det er ikke altid at Sigrid er enig med far og mor om hvordan ting skal gøres eller være. En periode havde vi nogle helt umulige morgenstunder, hvor alt var træls. Efter at vi havde snakket om at fokusere på at Sigrid selv skulle tage flyverdragt på, så vendte det og det blev noget lettere at komme igennem morgenrutinerne uden de store konflikter. Det kan stadig være en udfordring at holde en 3-årig til ilden så vi kommer igennem alle punkterne inden for en overskuelig tidshorisont. På det seneste er det faktisk gået meget godt.

Efter en langt forløb med mange sygdomsperioder og bekymringer har vi nu fået at vide hvad det er, der er årsagen. Sigrid har PFAPA, også kaldet periodisk febersyndrom. Kendetegnende for denne sygdom er de med jævne mellemrum tilbagevendende sygdomsperioder. I disse perioder har Sigrid høj feber, belægning i halsen, blistre i munden og hævede kirtler. Det kan få det til at se ud som om hun har halsbetændelse, men det er immunforsvaret der selv skaber en betændelsestilstand selvom der hverken er bakterie- eller virusinfektion. Feberturen går over af sig selv, så det nytter ikke noget at give penicillin. Tilstanden er ikke kronisk, men som regel tager det minimum 4½ år før “det går over”. For en del børn hjælper det dog at få fjernet mandlerne. Enten slipper de helt for sygdomsture eller også bliver der færre. Sigrid blev også indstillet til operation, men op til har hun været rask i over to måneder. Derfor var vi faktisk lidt lettede over, at operationen blev udsat til slutningen af januar. Hvis hun ikke har været syg inden da, så skal hun ikke opereres. For os betyder det rigtig meget at der nu er stillet en diagnose. Det var en lettelse og det betyder, at vi kan begynde at kigge fremad og handle.

Også Sigrid kommer ind imellem med sjove betragtninger om dette og hint. F.eks. snakkede vi om barnevognene hvor Sigrid jo faktisk ikke kan være i nogen af dem – men hun elsker at sove i barnevognen. På et tidspunkt siger jeg, at en dag bliver hun måske lige så stor som mor. “Så skal jeg sove i mors og fars seng” var svaret. I øvrigt har Sigrid stort set droppet middagsluren. Det sker at hun tager en, men ellers klarer hun sig uden. Nogle gange falder hun så i søvn på vej hjem fra børnehaven og får sig så en lur på sofaen, men for det meste klarer hun sig igennem.

Og nu ser vi så frem mod Juleaften…

 

Når vi sidder ved bordet og spiser hænder det at jeg kommer til at slubre når jeg skal drikke. Så kigger Sigrid overbærende på mig og siger “Neeeeeej faaaar – du drikker ikke rigtigt.” Så viser hun mig hvordan man skal drikke af koppen – uden at slubre – og så får jeg lov til at forsøge at drikke pænt. Det lykkes som regel først efter et par forsøg. Hun ved godt, at jeg driller når jeg f.eks. siger: “Du kan da ikke lide is.” Så råber hun “Joooooo!!!” og griner. Nogle gange siger hun: “Far driller”. Det er meget hyggeligt at have sådan noget sammen.

Sigrid er begyndt til gymnastik og det er et hit. Hun bliver modigere og modigere og tør nu at kravle helt op i toppen af ribben. Det er godt at hun bliver udfordret lidt rent motorisk og hvis hun var herhjemme ville hun side og lege med duploklodser eller se fjernsyn.

Fjernsynet (i vores tilfælde en computer) er Sigrid nemlig ret vild med. “Vil gerne se fjernsyn” lyder det næsten dagligt fra Sigrid. Så skal der sættes et eller andet på computeren som Sigrid kan sidde i sofaen og se. En af Sigrids store favoritter for tiden er Rosa fra Rouladegade. Det er en serie på Ramasjang, hvor Rosa sammen med et barn bager en kage til en af barnets bedsteforældre. Hun ser også gerne Lille Nørd – et naturprogram for de helt små, Byggemand Bob, Peter Plys, Peddersen og Findus, Peter Plys eller Små Einsteins. Det er godt at sætte det på der sidst på eftermiddagen, for så har far og mor lidt tid til at lave mad og passe Marinus.

Sigrid bliver snart et børnehavebarn. Pædagogerne i vuggestuen taler om at starte indkøring i oktober, så hun kan begynde i november. Når hun er udenfor leger hun tit sammen med børnehavebørnene – især Valdemar som hun kender fra vuggestuen. Hun er den ældste i vuggestuen og begynder nok at savne det pædagogerne kalder “dybere legerelationer”. Fra at være en lille tilbageholdende og usikker pige er Sigrid blevet rigtig glad og tryg ved at gå i vuggestuen. Hun siger aldrig nej til at komme om i vuggestuen og nogle gange glæder hun sig så meget. Vi tror helt sikkert det har været godt for hende at komme i vuggestuen fremfor en dagpleje.

Sigrid læser nogle gange avis sammen med mor (især når Sigrid er på toilet) og i en af aviserne var der et billede af dronning Margrethe. Mor forklarede hvem det var og hvad hun hed, men da Sigrid senere skulle fortælle far hvem det var hed hun altså “moster Grethe” Det hedder hun så nu – hende Dronning Margrethe.

 

Vi har i den seneste tid oplevet en mut og stridbar Sigrid. En Sigrid som siger nej til det meste og som kan gå i opløsning over små detaljer der ikke er som hun vil have dem. Vi prøver at holde god mine til slet spil, men det holder kun så længe der er overskud til det. Det bedste er jo at aflede og give valgmuligheder. F.eks. kan man sige “Vil du sidde på potten her eller der?” Det kan dog være svært at finde på valgmuligheder. Heldigvis virker det som om, at konfrontationerne bliver færre og knap så alvorlige.

Sigrid har i en lang periode være blefri (undtagen når hun sover), men hun har været dårlig til at sige til. Når vi så spurgte ville hun sige nej indtil det var lidt for sent, og hun ville først komme af sted når vi havde insisteret i lang tid og fundet et passende lokkemiddel. Ann løste det relativt nemt. Hun aftalte med Sigrid at Sigrid selv skulle sige til, og så ville Ann ikke spørge Sigrid om hun skulle tisse. Det hjalp med det samme. Om det fungerer i det lange løb må tiden vise, men mon ikke?

Den langtrukne saga om Sigrids hyppige sygdomme fortsætter desværre. I denne uge har Sigrid været i vuggestue 3 dage. Det har vel og mærke været 3 korte dage i det Marinus er ved at blive kørt ind og Sigrid kommer med hjem når Marinus skulle hjem. Hun har måske være af sted i 1½ time hver dag. Så blev hun selvfølgelig syg. Ann tog til læge med Sigrid fast besluttet på, at nu skulle det altså undersøges nærmere. Heldigvis foreslog lægen det selv, så nu får vi sandsynligvis en tid på hospitalet til en nærmere undersøgelse. Det kan være, at den undersøgelse viser at der er et eller andet grundlæggende i vejen og så kan der forhåbentlig gøres noget ved det. Ellers viser den intet unormalt, men så ved vi da det.

Når Sigrid bliver syg holder hun op med at spise og så bliver hun meget mor-syg. Hun er blevet ret god til at gå til læge og finder sig i alle undersøgelserne. Hun ved at nogle af dem er ubehagelige, men at det er hurtigt overstået. Det kunne være rart hvis vi kunne gøre et eller andet for at undgå nogle af sygdomsforløbene, for det er faktisk hårdt for hele familien. Det er også bare rigtig synd for Sigrid at hun skal ligge der og være så syg når hun nu kunne hygge sig og lege i stedet for. Hun er gået glip af en del efterhånden fordi hun er så meget syg.

 

“Karsten – du er for kedeligt” sagde Sigrid da Karsten måtte sige at han lige skulle noget inden han kunne se Lille Nørd sammen med hende. For folk der ikke ser Sigrid hver dag er det overvældende at høre hvor mange ord hun kan nu. Måske er det overvældende ved det egentlig at hun bruger ordene i meningsfyldte sætninger som man (hvis man lige forstår alle ordene) kan svare på og få en samtale i gang.

Vi har jordbær igen i år, og Sigrid elsker jordbær. Derfor er det vigtigt med en tur ud til bedet hver dag for at se om der er nogle jordbær som er klar til at blive plukket og spist. En dag fik vi jordbær af naboen og der lykkedes det alligevel at servere så mange at hun ikke kunne spise op.

Sigrid er begyndt at lege godt sammen med Leah fra huset overfor os. Det er hyggeligt at se dem løbe rundt og grine højt over et eller andet de har fundet på. Hun mangler stadig at kunne sige fra når Leah tager et stykke legetøj som Sigrid leger med. Jeg ved ikke om det kommer af sig selv, men hvis det drejer sig om et fra det fædrende ophav nedarvet karaktertræk, så kan det nok blive vanskeligt at slippe af med.

Vi har snakket meget om Sigrids hyppige infektionssygdomme. Nu har hun lige haft halsbetændelse og i den anledning tog vi til hendes egen læge og bad om en vurdering. Sigrid er en sund og rask pige som er uheldig med at fange mange infektionssygdomme. Om det gør det lettere at acceptere når hun så bliver syg senere, det er en anden sag. Når Sigrid er syg er det kun mor der dur, men selv der er det vanskeligt. Intet dur og Sigrid er meget humørsvingende. Det er nogle hårde dage for familien og vi er altid meget lettede når hun er blevet rask igen.

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha