Turen startede godt ud med, at undertegnede fik en eller anden opkastningssygdom. Det betød at hele rejsen til Barcelona var lidt en prøvelse for mig. Alt hvad jeg indtog kom op igen og jeg havde det rigtig skidt. Flyet var oven i købet forsinket næsten to timer pga. flylederstrejke i Frankrig (!) så jeg endte med at ligge i fosterstilling i flyet i godt 4 timer. Heldigvis havde jeg det noget bedre da vi ankom til Barcelona og skulle gå hen til hotellet.

Første dag nåede vi således ikke andet end at rejse til Barcelona og finde hotellet. På anden dagen blev Ann så syg og jeg var stadig lidt mærket af ikke at have spist det mest af den foregående dag, så vi var et kønt par. Vi nåede nu alligevel at se kirken Santa Maria del Mar og Picasso-museet. Herefter stod den bare på afslapning og sen aftensmad.Ramblaen. Ramblaen er berømt, men vi var ikke helt op at ringe over den. Måske fordi det de sælger i boderne ikke lige var noget for os og så bliver Ramblaen skæmmet af at være klemt inde mellem to ret befærdede gader.

På dag 3 var helbredet noget bedre for os begge, hvilket også betød at aktivitetsniveauet var lidt højere. Vi startede ud med at tage ned og se Barcelonas akvarium. Jeg synes altid at akvarier er spændende og her reklamerede de med hajer – noget som jeg ikke har set i de akvarier jeg har været i (kun nogle små nogle). Det var dog ikke et sted jeg kom helt op og ringe over – måske fordi det ikke var så stort som jeg havde forventet. Efter akvariet gik vi hen til feriens første Gaudi-hus. Barcelona er meget berømt for Gaudis bygningsværker og de er også noget helt specielt. Gaudi var meget inspireret af naturen og brugte naturens former i sine bygningsværker. Vi spiste frokost ved det der hedder Rambla Raval. Det er en gade i Raval-kvarteret, som af nogle bliver kaldt den nye Rambla. Her fandt vi en restaurant, hvor vi først måtte have hjælp af en anden gæst til at læse menuen og få forklaret hvordan man skulle bestille. Her fik vi bl.a. paella – det smagte godt.

Fjerde dag var vores sidste dag i Barcelona. Her var det La Sagrada Familia, som var det store udflugtsmål. På vej der til var vi også forbi Casa Batlló, som er et ret fantastisk hus at kigge på. Vi var ikke inde i huset primært pga. den store kø der var for at komme ind. I stedet gik vi hen til kirken La Sagrada Familia, som er Gaudis uafsluttede hovedværk. Uanset om man kan lide bygningsstilen er det utroligt imponerende – både bygningen, men også det faktum at der er blevet bygget på det i godt 100 år og man er stadig kun halvvejs. Vi sluttede dagen af med shopping og et sidste restaurantbesøg (som desværre bød på lidt kedeligt mad), og så skulle vi lige nå at sove lidt. Vi skulle nemlig med lufthavnsbussen kl. 03.45!

Alt i alt en god tur. Barcelona er en rar by at være turist i – også i februar hvor temperaturen godt kan være behagelig forårsagtig (efter vi var der skiftet vejret ret meget og byen blev begravet i sne). Vi nød i fulde drag at være væk fra vintervejret i Danmark. Vi følte os heller ikke utrygge ved at gå i byen, så det var bare dejligt. Eneste minus er altså, at vi havde mere end almindelig svært ved at finde rundt. Det havde til dels noget at gøre med de små smalle gader i den gamle bydel. De var labyrintiske at finde rundt i og vi brugte mange ressourcer på at komme i den rigtige retning. Jeg tror godt vi kunne finde på at tage af sted dertil igen.

Første del var en tur til Tyskland – nærmere bestemt Bad Bederkesa (som jeg har omtalt før) – hvor vi skulle mødes med Carlos. Vi var spændte på køreturen på 400 km, mest fordi Sigrid og autostolen ikke havde været gode venner i meget lang tid. Heldigvis faldt det på plads lige op til den uge hvor vi skulle af sted, så køreturen gik smertefrit. Det tog lang tid fordi vi kørte når hun sov og holdte pause når hun var vågen. På den anden side skulle vi jo ikke nå noget.

Formålet med turen var jo at mødes med Carlos. Heldigvis boede vi næsten nabo til ham, for det viste sig, at han ikke vidste hvornår han havde fri. Med den korte afstand betød det ikke noget for vi var der bare og så kom han over. En aften var vi ude at spise sammen med de mennesker han var af sted sammen med. Vi var på en enkelt tur til Bremerhaven, hvor vi spiste frokost og besøgte et akvarium.

Næste tur startede næsten hvor første tur var sluttet – der var kun en eksamen og et par overnatninger derhjemme imellem. Vi havde lånt min mosters sommerhus i Houstrup, så delebilen blev endnu en gang pakket, og så tog vi af sted. Det var et super sommerhus. Vi var ret begejstrede for det relativt lille, men meget charmerende sommerhus, som til vores store glæde indeholdte alle de ting, som vi som småbarnsfamilie synes er obligatoriske redskaber i en husholdning – microbølgeovn, el-koger, puslepude, weekendseng osv. osv. At vejret tilmed viste sig fra sin allerbedste side de dage vi var af sted gjorde bestemt ikke turen dårligere (dobbelt-negativ). Vi råhyggede os og slappede af, så man kan vist roligt sige, at vores batterier blev ladet op.

Alt i alt nogle dejlige feriedage.

Og hvorfor så tage dertil? Jo, Carlos som vi kender fra Coleg Elidyr er også i Bad Bederkesa (BB) med den camphill som han arbejder for. De opholder sig normalt i nærheden af Frankfurt, men er på udflugt i BB. Det var jo en oplagt mulighed for at mødes uden at vi skulle bruge flere dage på at komme dertil.

Først havde vi snakket om at leje noget i Bremerhaven som ligger 20 minutters kørsel fra BB, men vi er nu endt med at leje en hytte samme sted som denne camphill har indkvarteret sig. Det giver god mening al den stund at Carlos ikke ved hvornår han har fri og så kan vi hurtigere mødes når vi nu bor næsten dør om dør.

Det bliver første lange tur med Sigrid i autostolen og det er et forsøg vi er ret spændte på. Køreturen må jo tage den tid den tager, så vi kan holde pauser, når det er nødvendigt. Vi skal ikke nå noget bestemt, så der er tid til at holde ind hvis Sigrid er utilfreds / utilpas.

Mit tyske er meget rustent, men jeg har da fundet ud af, at de siger “moin” dernede og det er da noget jeg kender fra visse dele af Jylland. Så kan jeg bare sige det hvis jeg bliver tiltalt på tysk.

Det var nu også meget dejligt at se dem igen og denne gang fik snakket mere med Carlos’ søster, som vi ikke havde set så meget sidste gang vi var på besøg der. Vi lavde ikke noget særligt de dage vi var i Jundiai. Jeg fik noget influenza-agtigt, så jeg var ikke til så meget sjov, men vi fik da set den nyåbnede botaniske have i Jundiai. Vi fik også mødt noget mere familie og så så vi nogle film og en masse fjernsyn.

Det har været en dejlig tur i Brasilien. Vi har oplevet mange ting, men det vigtigste er, at vi har mødt Carlos og Renata samt deres familier og venner. Det betyder ret meget. Jeg synes at vandfaldet var en af de store oplevelser, men at opleve Rio og Fortaleza var bestemt også fedt. Beach Park i Fortaleza var meget sjovt – jeg prøvede de vildeste rutsjeture i mit liv. Vi var af sted en hel måned, men tiden gik meget hurtigt og det må da tyde på at vi nød opholdet derovre.

Fortaleza er dobbelt saa stor som Koebenhavn og der er ogsaa et mylder hele tiden. Byen er kendt som en festby og hver dag har sin fest. Vi var i byen i gaar, hvor vi var til en koncert (bassisten har ogsaa vaeret i Coleg – aaret foer os, saa vi kender ham lidt), men ellers er det faktisk ikke meget vi har oplevet af nattelivet. I stedet har vi brugt meget tid ved stranden og ved bordet. Vejret er rigtig godt – 28 – 30 grader hver dag, saa vi har vaeret en del ved stranden og svoemme. Vi var i et stort vandland i gaar og det var rigtig sjovt – det bliver man vist aldrig for gammel til. Desuden har vi spist en masse. Renatas foraeldre (isaer faren) er meget opmaerksom paa at vi faar smagt alle de brasilianske specialiteter, saa vi spiser naermest hele tiden.

Saa moeder vi en masse mennesker. Renata har en stor familie – isaer naar man som dem ogsaa taeller alle kusiner, faetre, grand kusiner og grand faetre med. Vi moeder ogsaa mange venner – blandt andet Renatas bedste veninder samt en norsk fyr, som er ven af familien og som har boet i Brasilien i nogle aar. Ham moedte vi til Renatas foedselsdagsfest og jeg havde en lang snak med ham om Brasilien og brasilianerne. Det var rart at faa et nuanceret indtryk af Brasilien fordi brasilianerne tit forskoenner tingene.

Vi har vaeret paa en del smaature rundt omkring og blandt andet tog Ann og jeg til en by omkring en times koersel fra Fortaleza (1 time hvis man koerer 140 km/t paa landevejen som Renatas far gjorde) hvor vi havde lidt tid for os selv. Det kan nemlig godt blive lidt meget med alle de mennesker hele tiden.

Nu er der 6 dage tilbage. Onsdag skal vi med familien til en meget beroemt strand nordpaa hvor onklen har et hus vi laaner. Her skal vi vaere et par dage. Indenda skulle vi gerne naa at besoege den norske fyr, Tomond og efter udflugten er det tid til karneval i Fortaleza. Derefter er det ciao Brazil. Vi er lidt spaendte paa om alt gaar glat med hjemrejsen, for de har nogle problemer i lufthavnene for tiden. Vi ser tiden an og forhoerer os naar vi naermer os tiden.

Vi blev rigtig godt behandlet. I vaerselset havde de lagt forskellige snacks, juice, vand, cola osv. til os og de var hele tiden bekymrede for om vi nu fik mad nok og om vi var tilfredse. Vi havde det som blommen i et aeg. Det er isaer Carlos’ mor som bekymrer sig om den side af sagen.

Naa ja, Carlos’ familie bestaar af mor, far, storesoester, Carlos og lillebroderen. De bor altsaa i dette lille hus. Soesteren laeser til noget fysioterapeut-agtigt mens lillebroderen er igang med en idraetsuddannelse som goer ham i stand til at arbejde i motionscentre. Carlos er faerdiguddannet indenfor handel og eksport, men har ikke kunnet finde noget arbejde siden han kom hjem fra Wales.

Vi har bare slappet af disse to dage. Der er ikke saa meget at lave i Jundiai, men vi har vaeret ude at gaa nogle ture og saa har vi ellers bare vaeret sammen med familien og venner samt laest og set fjernsyn. Blandt andet saa vandt Brasilien Copa America og saa vinder de jo ogsaa en masse medaljer i Pan American, som finder sted i Rio i oejeblikket.

Sproget er lidt en problem. Ud over soesteren og Carlos taler ingen i familien engelsk, saa Carlos har vaeret paa overarbejde i forhold til at oversaette og fortaelle om hvad de andre nu har sagt. Det eneste broderen kan sige er: The book is on the table – hvilket aabenbart er det foeste man laerer her i Brasilien. Ann og jeg grinede foerst lidt af det og troede nok ikke helt paa hvad han sagde. Saa saa vi et comedy show paa brasiliansk tv og der ville fyrerne interviewe Lenny Kravits. Udover at sige, at de gerne ville spille guitar i bandet saa sagde de ogsaa: The book is on the table…

Det er lidt vildt at moede mange unge mennesker i dette lang som enten ikke taler engelsk eller kun taler meget lidt. Det gaelder faktisk ogsaa personalet paa de forskellige hostels. Vi har tit brugt Carlos til at oversaette eller tale med dem fordi deres engelske ikke slog til. Det er maerkeligt at taenke paa naar de mennesker beskaeftiger sig med turisme.

Nu fortsaetter vi til Fortaleza hvor det skulle vaere rigtig varmt…

I den sidste halvdel var vi bl.a. paa en baadtur ud til nogle oer (langt vaek fra Rio – vi koerte i bus et par timer for at komme dertil). Det skulle vaere nogle gode steder at bade, men vejret var saa daarligt at vi ikke kom ud at bade. Desuden havde vi taget toej paa til strandtur, men det var alt for koldt til badebukser og t-shirt, saa vi hundefroes. Ann var stadig sloej, saa hun var ikke helt paa toppen. Vi moedte et hyggeligt aegtepar fra Chicago og det var turens hoejdepunkt. Dagen efter var det vores sidste dag og den brugte vi paa at besoege den botaniske have i Rio samt gaa en tur rundt om den soe, som ligger midt i Rio. Den tur er cirka 7,5 km lang.

I gaar sagde vi saa farvel til det sted hvor vi har boet. Vi fik taget et gruppebillede af os og noget af personalet. Ejeren af hostellet koerte os til lufthavnen (mod betaling, men billigere end taxaerne) fordi taxaerne ifoelge hende tog overpriser fordi Pan Americans (en slags OL for Nord- og Sydamerika) startede fredag. Vi kom til lufthavnen og fandt ud af at flyet var omkring 3 timer forsinket. Vi var i forvejen i god tid, saa det var altsaa rimelig traels. Nu er vi i Jundiai, hvor Carlos og hans familie bor. Vi har faaet et vaerselse for os selv og faar virkelig special treatment.

Jeg skriver mere naar jeg faar tid igen.

Vi har overstaaet alle de kendte hoejdepunkter – blandt andet Jesus-statuen som jo lige er blevet valgt til en af de nye 7 vidundere. Det gjorde vi paa en tur hvor vi blev koert rundt til de forskellige steder og havde en guide med, som kunne supplere med lidt informationer. F.eks. vidste han allerede at Brasilien bliver verdensmestre for 6. gang naar de nu vinder verdensmesterskabet der afholde i Sydafrika. Det fortalte han forresten to gange og jeg blev noedt til at naevne, at kampene jo skal spilles foerst…

I dag var vi paa stranden. Cocacabana og Ipanima fik vi set ved aftentid da vi tog en gaatur. Inden da havde vi vaeret ved en anden strand, som skulle vaere bedre at bade ved vist primaert fordi der er faerre saelgere – dem synes jeg nu stadig, at der var mange af… Hvis I er traette af Amnesty og de andre i gaagade saa proev en tur her i Rio. Naa ja, saa maatte vi forresten ikke bade i dag fra den strand fordi stroemmen var for staerk – nedtur.

Helbredsmaessigt har vi en mindre nedtur idet baade ann og jeg traekkes med hver vores forkoelelse. Jeg har desuden haft en nat med utallige toiletbesoeg fordi min mave og tarmsystem gik amok. Det gik heldigvis over inden vi skulle i gang med dagen program. Ann proever at sove sin forkoelse/hovedpine/lette feber vaek.

Der er faktisk meget mere jeg kunne fortaelle, men det maa vente.

Byen Iguacu er ikke kaempestor og er da heller ikke specielt interessant. Den bruges af mange som udgangspunkt for at tage ud at se vandfaldet. Turisterne bliver raadet til at bruge to dage – en til at se vandfaldet fra den brasilianske side og en dag til den argentinske side. Det gjorde vi ogsaa. Foerst fra den brasilianske side, hvor man ser vandfaldet lidt paa afstand. Vi besoegte ogsaa et fuglereservat, hvor Carlos var ved at blive aedt af en papegoeje. Han ville gerne have en papegoeje til at at sidde paa armen, men den som lod sig overtale kravlede rundt paa ham og bed nogle knapper af min rygsaek.

Paa den argentinske side kom vi meget taet paa vandfaldet. Turen boed paa en tur med en speedbaad, hvor de sejlede os helt taet paa nogle af de mindre vandfald (formaalet med turen var vist mest at goere passagerne vaade hvilket lykkedes til fulde) og vi gik ogsaa langt paa gangbroer, som var bygget ud i floden Iguazu, saa man kunne opleve faldene helt taet paa. Det var en meget stor oplevelse og vi har nok 80 billeder med vandfald… Denne tur til den argentinske side var arrangeret af et selskab, saa vi blev fragtet rundt og der var soerget for entré osv. Vi var af sted sammen med to finner og en brasilianske pige, som var af sted alene. Vi var senere ude at se fodbold sammen med dem (Brasilien – Chile 6-1 til stor glaede for Carlos og andre brasilianere).

Hostel Bambu hvor vi boede var et meget rart sted. Det mindede lidt om et almindeligt hus og atmosfaeren var ogsaa meget intim og hyggelig. Vi snakkede ogsaa med flere af de andre gaester hvilket ikke var tilfaeldet i Sao Paulo. Det er altsaa rart naar det sker.

Nu gaar turen til Rio de Janeiro, hvor vi skal hilse paa Jesus…

Vi kom altsaa af sted 18.10 12 timer senere end beregnet, men bortset fra det gik turen planmaessigt… indtil vi kom taet paa Sao Paulo hvor vi fik at vide, at vi ville lande i Rio i stedet fordi det var for taaget til at lande i Rio. Saa kunne vi saa sidde der i Rio og vente. Ved 10-tiden ca. halvandet doegn efter vi var taget af sted ankom vi saa endelig til Sao Paulo.

Det er lidt vildt at komme til saadan en by. Sao Paulo er verdens 3. stoerste by og der er altid gang i den. Vi var overvaeldede af trafikken og mylderet, saa det er godt at vi har Carlos til at hjaelpe os igennem. Vi brugte 2. dag i Sao Paulo paa at tage i en stor park hvor der ogsaa ligger nogle museer. Her saa vi moderne kunst og en udstilling om kroppen. Modellerne var rigtige mennesker, som var konserveret paa en bestemt maade, saa de kunne bruges i en udstilling. Eneste minus var at information kun stod paa portugisisk. I det hele taget er det begraenset hvor langt man kan komme med engelsk fordi en del herover ikke kan tale det sprog.

Det var dejligt at se Carlos igen. Vi ser frem til at holde ferie sammen med ham. Nu gaar det mod Foz do Iguaçu som er verdens stoerste vandfald og det skulle efter sigende vaere en oplevelse man ikke maa snyde sig selv for.