Nu er den jo længst overstået – ferien, men den fortjener absolut nogle ord.
Første del var en tur til Tyskland – nærmere bestemt Bad Bederkesa (som jeg har omtalt før) – hvor vi skulle mødes med Carlos. Vi var spændte på køreturen på 400 km, mest fordi Sigrid og autostolen ikke havde været gode venner i meget lang tid. Heldigvis faldt det på plads lige op til den uge hvor vi skulle af sted, så køreturen gik smertefrit. Det tog lang tid fordi vi kørte når hun sov og holdte pause når hun var vågen. På den anden side skulle vi jo ikke nå noget.
Formålet med turen var jo at mødes med Carlos. Heldigvis boede vi næsten nabo til ham, for det viste sig, at han ikke vidste hvornår han havde fri. Med den korte afstand betød det ikke noget for vi var der bare og så kom han over. En aften var vi ude at spise sammen med de mennesker han var af sted sammen med. Vi var på en enkelt tur til Bremerhaven, hvor vi spiste frokost og besøgte et akvarium.
Næste tur startede næsten hvor første tur var sluttet – der var kun en eksamen og et par overnatninger derhjemme imellem. Vi havde lånt min mosters sommerhus i Houstrup, så delebilen blev endnu en gang pakket, og så tog vi af sted. Det var et super sommerhus. Vi var ret begejstrede for det relativt lille, men meget charmerende sommerhus, som til vores store glæde indeholdte alle de ting, som vi som småbarnsfamilie synes er obligatoriske redskaber i en husholdning – microbølgeovn, el-koger, puslepude, weekendseng osv. osv. At vejret tilmed viste sig fra sin allerbedste side de dage vi var af sted gjorde bestemt ikke turen dårligere (dobbelt-negativ). Vi råhyggede os og slappede af, så man kan vist roligt sige, at vores batterier blev ladet op.
Alt i alt nogle dejlige feriedage.
Rigtig gættet – familien Langholz drager til Tyskland. Onsdag d. 24. pakker vi delebilen og kører til Bad Bederkesa.
Og hvorfor så tage dertil? Jo, Carlos som vi kender fra Coleg Elidyr er også i Bad Bederkesa (BB) med den camphill som han arbejder for. De opholder sig normalt i nærheden af Frankfurt, men er på udflugt i BB. Det var jo en oplagt mulighed for at mødes uden at vi skulle bruge flere dage på at komme dertil.
Først havde vi snakket om at leje noget i Bremerhaven som ligger 20 minutters kørsel fra BB, men vi er nu endt med at leje en hytte samme sted som denne camphill har indkvarteret sig. Det giver god mening al den stund at Carlos ikke ved hvornår han har fri og så kan vi hurtigere mødes når vi nu bor næsten dør om dør.
Det bliver første lange tur med Sigrid i autostolen og det er et forsøg vi er ret spændte på. Køreturen må jo tage den tid den tager, så vi kan holde pauser, når det er nødvendigt. Vi skal ikke nå noget bestemt, så der er tid til at holde ind hvis Sigrid er utilfreds / utilpas.
Mit tyske er meget rustent, men jeg har da fundet ud af, at de siger “moin” dernede og det er da noget jeg kender fra visse dele af Jylland. Så kan jeg bare sige det hvis jeg bliver tiltalt på tysk. 
Jeg tænkte, at jeg lige ville prøve at afrunde vores tur. Sidste indlæg var da vi stadig var i Fortaleza. 4 dage inden vi skulle hjem ringede vi til lufthavnen for at bekræfte vores billetter og finde ud af om flyene afgik til tiden. Det viste sig, at flyet fra Fortaleza til Sao Paulo ville blive mindst 3 timer forsinket – og det var netop den tid vi havde fra starten i Sao Paulo. Vi ville så gerne med tidligere men det kunne kun lade sig gøre samme dag. Derfor blev det til et nyt besøg hos Carlos og familien i Jundiai – fordi vi skulle af sted 3 dage før vores afgang i Sao Paulo og fordi de insisterede på at vi kom hjem til dem de hørte at vi ville komme til Sao Paulo.
Det var nu også meget dejligt at se dem igen og denne gang fik snakket mere med Carlos’ søster, som vi ikke havde set så meget sidste gang vi var på besøg der. Vi lavde ikke noget særligt de dage vi var i Jundiai. Jeg fik noget influenza-agtigt, så jeg var ikke til så meget sjov, men vi fik da set den nyåbnede botaniske have i Jundiai. Vi fik også mødt noget mere familie og så så vi nogle film og en masse fjernsyn.
Det har været en dejlig tur i Brasilien. Vi har oplevet mange ting, men det vigtigste er, at vi har mødt Carlos og Renata samt deres familier og venner. Det betyder ret meget. Jeg synes at vandfaldet var en af de store oplevelser, men at opleve Rio og Fortaleza var bestemt også fedt. Beach Park i Fortaleza var meget sjovt – jeg prøvede de vildeste rutsjeture i mit liv. Vi var af sted en hel måned, men tiden gik meget hurtigt og det må da tyde på at vi nød opholdet derovre.
Bloggen har ligget stille og det er der en god grund tid. Der hvor vi pt. bor er der ikke internetforbindelse, saa jeg har ikke rigtig adgang til at skrive paa bloggen. Vi er blevet installeret i Renatas families country house, som ligger lidt udenfor byen og som familien bruger i weekender og ferier. Her har vi faaet vores eget vaerelse med bad, saa det er bare i top. Der er service paa, for familien har en dame til at gaa rundt og lave mad, goere rent og vaske toej. Det er lidt uvant for os.
Fortaleza er dobbelt saa stor som Koebenhavn og der er ogsaa et mylder hele tiden. Byen er kendt som en festby og hver dag har sin fest. Vi var i byen i gaar, hvor vi var til en koncert (bassisten har ogsaa vaeret i Coleg – aaret foer os, saa vi kender ham lidt), men ellers er det faktisk ikke meget vi har oplevet af nattelivet. I stedet har vi brugt meget tid ved stranden og ved bordet. Vejret er rigtig godt – 28 – 30 grader hver dag, saa vi har vaeret en del ved stranden og svoemme. Vi var i et stort vandland i gaar og det var rigtig sjovt – det bliver man vist aldrig for gammel til. Desuden har vi spist en masse. Renatas foraeldre (isaer faren) er meget opmaerksom paa at vi faar smagt alle de brasilianske specialiteter, saa vi spiser naermest hele tiden.
Saa moeder vi en masse mennesker. Renata har en stor familie – isaer naar man som dem ogsaa taeller alle kusiner, faetre, grand kusiner og grand faetre med. Vi moeder ogsaa mange venner – blandt andet Renatas bedste veninder samt en norsk fyr, som er ven af familien og som har boet i Brasilien i nogle aar. Ham moedte vi til Renatas foedselsdagsfest og jeg havde en lang snak med ham om Brasilien og brasilianerne. Det var rart at faa et nuanceret indtryk af Brasilien fordi brasilianerne tit forskoenner tingene.
Vi har vaeret paa en del smaature rundt omkring og blandt andet tog Ann og jeg til en by omkring en times koersel fra Fortaleza (1 time hvis man koerer 140 km/t paa landevejen som Renatas far gjorde) hvor vi havde lidt tid for os selv. Det kan nemlig godt blive lidt meget med alle de mennesker hele tiden.
Nu er der 6 dage tilbage. Onsdag skal vi med familien til en meget beroemt strand nordpaa hvor onklen har et hus vi laaner. Her skal vi vaere et par dage. Indenda skulle vi gerne naa at besoege den norske fyr, Tomond og efter udflugten er det tid til karneval i Fortaleza. Derefter er det ciao Brazil. Vi er lidt spaendte paa om alt gaar glat med hjemrejsen, for de har nogle problemer i lufthavnene for tiden. Vi ser tiden an og forhoerer os naar vi naermer os tiden.
Efter Rio tog vi til Jundiai hvor Carlos og hans familie bor i et lille byhus. Pga. en forsinkelse ankom vi meget sent, men familie var der alligevel (undtagen broderen, som var ude at bowle) og der var daekket op med mad. Vi fik et vaerselse som vist ogsaa bruges til soesterens arbejde og Carlos’ computer.
Vi blev rigtig godt behandlet. I vaerselset havde de lagt forskellige snacks, juice, vand, cola osv. til os og de var hele tiden bekymrede for om vi nu fik mad nok og om vi var tilfredse. Vi havde det som blommen i et aeg. Det er isaer Carlos’ mor som bekymrer sig om den side af sagen.
Naa ja, Carlos’ familie bestaar af mor, far, storesoester, Carlos og lillebroderen. De bor altsaa i dette lille hus. Soesteren laeser til noget fysioterapeut-agtigt mens lillebroderen er igang med en idraetsuddannelse som goer ham i stand til at arbejde i motionscentre. Carlos er faerdiguddannet indenfor handel og eksport, men har ikke kunnet finde noget arbejde siden han kom hjem fra Wales.
Vi har bare slappet af disse to dage. Der er ikke saa meget at lave i Jundiai, men vi har vaeret ude at gaa nogle ture og saa har vi ellers bare vaeret sammen med familien og venner samt laest og set fjernsyn. Blandt andet saa vandt Brasilien Copa America og saa vinder de jo ogsaa en masse medaljer i Pan American, som finder sted i Rio i oejeblikket.
Sproget er lidt en problem. Ud over soesteren og Carlos taler ingen i familien engelsk, saa Carlos har vaeret paa overarbejde i forhold til at oversaette og fortaelle om hvad de andre nu har sagt. Det eneste broderen kan sige er: The book is on the table – hvilket aabenbart er det foeste man laerer her i Brasilien. Ann og jeg grinede foerst lidt af det og troede nok ikke helt paa hvad han sagde. Saa saa vi et comedy show paa brasiliansk tv og der ville fyrerne interviewe Lenny Kravits. Udover at sige, at de gerne ville spille guitar i bandet saa sagde de ogsaa: The book is on the table…
Det er lidt vildt at moede mange unge mennesker i dette lang som enten ikke taler engelsk eller kun taler meget lidt. Det gaelder faktisk ogsaa personalet paa de forskellige hostels. Vi har tit brugt Carlos til at oversaette eller tale med dem fordi deres engelske ikke slog til. Det er maerkeligt at taenke paa naar de mennesker beskaeftiger sig med turisme.
Nu fortsaetter vi til Fortaleza hvor det skulle vaere rigtig varmt…