sep 252008
 

De kommer jo rundt på Danmarksturne hver 4. år inden de skal af sted på deres verdensturné. Sidste gang havde vi ikke købt billet og måtte derfor gå hjem med en lang næse. I år skulle det være, så jeg sørgede for at købe billetter så snart jeg kunne.

Nu er det jo Ann som er den gymnastikinteresserede, men det var en god oplevelse at se Verdensholdet. For os som ikke kender gymnastik så godt er det vel altid springserierne, som er det sjoveste. Jeg optog bl.a. lidt fra en mere usædvanelig en af slagsen. Forhistorien var, at en af instruktørene havde indkøbt den her ting, som han ikke helt vidste hvad de kunne bruge til. Efter at han og de mandlige udøvere havde leget med den et stykke tid kunne de stadig ikke finde ud af hvad de skulle med den – og så var der en der sagde: “Hvorfor bliver vi ikke bare ved med at lege?” Sådan blev det så – en stor leg og man kan også godt fornemme kreativiteten og inspirationen fra drengelegene:

sep 082008
 

Anne Linnet i Fraugde Kirke

Fraugde Kirke lagde rammerne til en lille koncert med Anne Linnet søndag d. 8. september. Der var stuvende fuldt da Anne Linnet kom ind sammen med en pianist og en korpige.

Hun spillede alle de kendte (Barndommens gade, Smuk og dejlig, Tusind stykker, Forårsdag) samt nogle (for mig) mindre kendte og nogle helt nye. Det må en del af konceptet for disse kirkekoncerter, at der er lagt op til fællessang, for der var lagt hæfter ud så man kunne synge med selvom man måske ikke lige kunne teksten.

Det var en dejlig koncert og man følte sig i godt selskab med Anne Linnet som snakkede om sangene, kirken og mange andre ting (hun bemærkede det pudsige i at Danmark har en kulturminister, som hedder Brian).

sep 072008
 

For kun anden gang siden Janni, Simon og jeg startede vores løbstradition, hvor vi på et år når 3 motionsløb (Kongeåløbet, Eventyrløbet og Marselisløbet), var undertegnede med til start ved Marselisløbet i Århus. Vejret viste sig fra sin bedste side og vi havde tørt vejr hele søndagen.

Marselisløbet er det frygtede løb på vores løbskalender fordi den indeholder 2-3 skrappe stigninger og så er den 6,4 km lang hvilket gør den til den længste distance vi normalt løber. Det var da også en tid omkring de 35 minutter jeg skulle forsøge at slå denne gang. Det lykkedes da heldigvis. Faktisk synes jeg at det gik helt godt.

Som noget nyt havde Marselisløbet startet et samarbejde med et firma, som sendte fotografer ud for at tage billeder af deltagerne. Jeg blev knipset lige efter starten og lige inden mål – og de illustrerer meget godt hvordan ruten har tæret på kræfterne og fået sveden til at springe:

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

sep 052008
 

Syddansk Universitet (dvs. fusionen mellem Odense Universitet og Sydjysk Universitetscenter med Handelshøjskole Syd-Ingeniørhøjskole Syd og siden andre) fyldte 10 og i den anledning havde SDU arrangeret en koncert med Ström, Thomas Buttenshøn og Blue Foundation. Jeg er jo lige blevet studerende, så jeg tænkte at så kunne jeg godt tage derhen med god samvittighed – og der hørte jeg Blue Foundation. Jeg fik også afprøvet video-funktionen på min telefon og resultatet kan I se her:

Ja ja – der er lidt af mine sko med og sådan, men der gik lidt inden at jeg opdagede at den optog. Kvaliteten er så som så, men man kan da fornemme hvad der sker.