Hrlangholz

Overnævnte fandt sted d. 19. september i år og grunden til at begivenheden har fundet vej ind til denne blog er den simple, at jeg deltog. Forud for deltagelsen er gået flere måneders træning, som primært handlede om at få en masse kilometer i benene. Således har jeg løbet mange 10 og 12 km og nogle enkelte lange ture på 20+ (en enkelt helt op på 30 km). Hele denne træning kulminerede så d. 19.

Jeg var ret spændt på det. Træningen var gået godt og jeg følte mig i fin form, men jeg var usikker på, om benene kunne holde til det. Jeg havde haft problemer med knæene efter 30 km-turen og jeg tænkte, at det var det, som kunne slå mig ud denne dag.

I forhold til farten gik overvejelserne på om jeg skulle løbe med 5.41- eller 6.03-gruppen. I disse tal ligger hvor hurtigt man gerne ville løbe hver kilometer. Jeg valgte den første gruppen især fordi Tommy (min kære svigerfar som også løb den dag, men desværre ikke gennemførte) mente at det i hvert fald ville være svært at sætte tempoet op til sidst. Så hellere starte lidt hurtigere og lade sig falde tilbage senere. Det viste sig også at være et rigtigt valg at tage den “hurtige” gruppe.

Starten gik kl. 10.00 og jeg fugte 5.41-gruppen. Jeg kom godt på afstand da jeg måtte træde af på naturens vegne allerede inden vi havde løbet 10 km. Det meste af løbet kunne jeg dog se ballonerne, fordi mine tider i lang tid lå på omkring de 5.41 pr kilometer. Diæten i løbet af turen lød på bananer, vand og en enkelt energibar. Jeg tog noget hver gang jeg kunne – jeg tror kun jeg sprang et bananstykke over i løbet af de godt 42 km.

Ruten består af en rundstrækning som man løber to gange. Når man kommer tilbage til atletikstadionet første gang vender man rundt udenfor og løber ud på anden tur. Her følte jeg mig godt tilpas. Benene var selvfølgelig begyndt at blive mærket af al den løben, men jeg havde ikke decideret ondt nogen steder. Det var altsammen “naturlig” slid. Jeg følte også at kræfterne var der, så jeg var fuld af optimisme da jeg løb ud på de sidste 21 km.

Tiderne var også stadig pæne og det var faktisk først da jeg kom på den anden side af 30 km at farten begyndte at gå ned. Jeg gik fra at løbe 5.41 til at løbe ca. 6.15, men jeg var positivt overrasket over at jeg stadig løb stabile tider. Det gjorde jeg på trods af, at de sidste kilometer var de hårdeste jeg nogensinde har løbet. Især de sidste 5 km trak tænder ud. Mest på grund af benene som virkelig havde det skidt – stadig på den der slidte, stive og ømme måde.

Det var derfor en fryd at løbe ind på stadion – her var jeg meget tæt på at begynde at tude. Løbebanen er også lettere at løbe på end almindelig asfalt så de sidste meter gik noget nemmere end de forudgående afsluttende kilometer.

Inde på stadion var Ann, børnene, min mor, Karsten og Simon mødt op for at heppe mig i mål – og det var dejligt at de var der. Tommy kom hen til mig kort tid efter mål og sagde tillykke. Der var spærret af mellem løbere og publikum, så jeg var faktisk nødt til at gå hele vejen igennem idrætshallen og ud på den anden side – og så ind igen forbi Tre-For Park – for at komme ind i tilskuerområdet, hvor de jo stod alle sammen. Min tid blev 4:07:10 og det er jeg særdeles godt tilfreds med.

Det var en kæmpe oplevelse at løbe dette løb. På en måde synes jeg ikke at det var svært, men jeg har selvfølgelig også trænet til det, og så har jeg fået mange råd f.eks. fra Peter, som jo selv har løbet flere marathonløb. Jeg havde også ladet være med at spekulere i at få en bestemt tid og ideen med at følge en bestemt fartsætter var at holde tempoet nede i starten så jeg havde energi hele vejen rundt.

Jeg er meget glad for at have gennemført, både fordi jeg nok aldrig havde følte mig helt sikker på at jeg kunne komme igennem og så fordi jeg bare har brugt så meget tid på at træne op til det løb. Det ville have været bittert hvis al den forberedelse ikke havde givet det ønskede resultat.

Nu må vi jo så se, om der skal løbes flere marathonløb eller om der skal ske noget andet.