Vi har fødekarret hjemme og føler os faktisk klar til at modtage en ny Langholz’er. Nu må vi så se hvornår den lille har tænkt sig at melde sin ankomst. De sidste uger er gået med at prøve at blive klar. En del ting har vi og de skulle blot findes frem fra gemmerne. En par småting måtte vi ud og købe, og så skulle fødekarret selvfølgelig hentes.

Sidste besøg hos jordemoderen skete tirsdag d. 6. juni og her blev babyen anslået til at veje 3200 gram, så den bliver større end Sigrid var da hun blev født. Hjertelyden var også fin, så alt er i skønneste orden.

Ann har det godt omend varmen er slem når man har sådan en stor mave. Hun er selvfølgelig også besværet og kræfterne rækker ikke så langt mere. Farmand tager de fleste løft med Sigrid og heldigvis er Sigrid også blevet mere fleksibel i forhold til rutinerne så det f.eks. ikke altid er mor der skal pusle hende om morgenen.

Vi er begyndt at diskutere navne, for hvis det bliver en pige er vi ikke lagt fast på noget bestemt navn. Hvad vi lander på må tiden jo vise, men det er nok tvivlsomt om det bliver Ida som vi ellers snakkede om, for det viste sig at være et af de meste populære navne for tiden. Selvom vi ikke føler os fanatiske med navne, så behøver det altså ikke være det næstmest brugte navn for tiden.

Vi glæder os til at hilse på den lille ny, så han eller hun kan godt se at komme ud af maven.

 

Ja, der er jo kun lige godt 3 måneder til baby Langholz II er planlagt til at ankomme. Vi er også ved at erkende at vi skal til at forberede denne ankomst, så vi har skrevet en liste!

Desværre er der sket en kommunikationsbrist mellem os og jordemodercenteret, som betyder at Ann ikke har været til den anden undersøgelse – eller det vil sige at vi har ikke fået det besøgt vi skulle have haft. Når man vælger hjemmefødsel kommer der nemlig en jordemoder ud til en på privatadressen. Nu skal vi så have lavet en ny aftale og det haster da lidt, for det ville være rart at få tjekket op på graviditeten – at alt forløber som det skal.

Sigrid er blevet smittet med lussingesyge, og det er lidt problematisk i forhold til Ann og babyen. De fleste voksne er immune fordi de har haft sygdommen som barn, men det har Ann ikke. Derfor kan hun blive smittet og overføre smitten til barnet. Derfor skal der tages en blodprøve hurtigst muligt, så vi ved om Ann er blevet smittet. Det er anden gang at der er lussingesyge i omgang i vuggestuen, men første gang gik Sigrid fri. Det er noget af en bekymring, men vi håber det bedste.

 

Ja, det er jo for længst officielt. Vi skal have en lille ny. Terminen er sat til 4. august, så det er jo snart. Det er faktisk lidt svært at forstå at vi skal have en til. Vi har ikke dyrket det på samme måde som da Ann var gravid med Sigrid. Måske er det derfor at det stadig virker lidt uvirkeligt – og det er måske mest udtalt for undertegnede, som ikke bærer rundt på den lille ny.

Ann har været til både 12- og 20-ugers scanning. Begge gik godt og både baby og mor har det godt. Ann har været plaget af kvalme (igen) og så har hun været træt. Det er noget andet nu bl.a. fordi hun ikke bare kan tage sig en lur og genoplade batterierne.

Familieforøgelsen er planlagt, men den kommer nok lidt hurtigere end vi havde forventet. Ann blev gravid i første forsøg, så det bliver altså to børn, som er tæt på hinanden aldersmæssigt. Der er vel fordele og ulemper ved det, men vi håber selvfølgelig at fordelene er flere end ulemperne. Indtil nu har vi i hvert fald ikke mødt nogen, som havde fortrudt at vedkommende havde fået to børn med kort mellemrum. De fleste lægger vægt på, at børnene hurtigt får rigtig meget ud af hinanden. Det er jo rart for os at høre.

Vi satser på endnu en hjemmefødsel og meget skal gå galt hvis det ikke kan lade sig gøre. Moderkagen ligger godt nok tæt på fødselskanalen, men sygeplejersken, som scannede Ann mente ikke at der var noget at være nervøs for. Så vi ser frem til at sige velkommen til baby Langholz i starten af august her på hjemadressen.

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha