Marinus nyder et dejligt stykke lagkage.
“Lille” Marinus er blevet 1 år (ja, faktisk er han i skrivende stund 13 måneder gammel). Han blev selvfølgelig fejret af alle bedsteforældre samt et godt udvalg af onkler og mostre. Der blev givet mange gode gaver – f.eks. biler med knapper og lyde, sand til sandkassen, tøj og legetøj. Marinus havde en god dag – måske var han allerbedst tilfreds med at få lagkage…
Lige inden sin 13-måneders dag (helt præcis d. 8. september) besluttede Marinus sig for at rejse sig op og begynde at gå. Det syntes vi var en fantastiske beslutning. Træningen blev afbrudt af et par dage med feber, men nu er han fuldt i gang med at blive god til at gå. Det har været helt utrolig dejligt at opleve hvordan Marinus bare har fulgt normal-kurven med hensyn til den motoriske udvikling. Vi har ikke trænet med Marinus bortset fra at lægge ham på maven da han var helt lille, så det er hans helt egen fortjeneste at han er nået så langt som han er.
Nu går han så meget – og noget af det han foretager sig rundt i huset er bl.a. at rode alle bøgerne ud, bladre i bøger, slukke computeren (det kræver et lille tryk på en bestemt knap), ødelægge duplo-kreationer, skubbe til fodskammel / bord / køretøjer etc. og så lægge hovedet ned på diverse ting. Indenfor kan det være alt muligt fra et lår, en dyne, et tæppe eller en sofa. Udenfor gør han det ikke så meget meget men for nyligt så vi ham lægge hovedet ned på et rabarberblad.
Marinus har som sin storesøster en fantastisk appetit, selvom det ikke er til hvert måltid at han spiser en masse. Serverer man pasta er der garanti for at der bliver konsumeret store mængder. Han er en smule mere kræsen end Sigrid var / er. Til gengæld er han blevet meget god til at pege de ting ud som han gerne vil have. Pege ud er meget ganske bogstaveligt idet hans pegefinger strækkes ud i en gestus der ikke kan misforstås mens han udstøder utålmodige lyde. På den måde har han selv udviklet babytegnsprog og ganske forkastet de udmærkede tegn vi forældre prøvede at lære ham. Pegefingeren bruges også til at gøre opmærksom på ting han ser i omgivelserne. Det er egentlig rart fordi man så kan fortælle hvad det er han ser.
Det var nemt at køre Marinus ind i vuggestuen og han trives fint der. Han er også ved at lære jargonen på en vuggestue og skubbe børn væk som kommer for tæt på. Det er en nødvendig evne i det vuggestuebørn ikke altid er lige blide overfor hinanden. Han har accepteret alle de voksne, som arbejder på stuen selvom han stadig foretrækker Dora der var primærvoksen da han skulle køres ind. Faktisk foretrak han Dora fremfor far da farmand havde formastet sig til at blive klippet lige inden Marinus skulle hentes i vuggestuen. Dora hentede Marinus i barnevognen og gav ham til far, men Marinus blev rigtig ked af det og faldt først til ro da han kom over til Dora igen. Vi måtte vente cirka 10 minutter inden Marinus ville komme over til far.