Det er måske lidt tidligt, men jeg er begyndt at tænke over hvad mit speciale skal handle om. Tanken er, at jo tidligere jeg finder ud af det jo bedre kan jeg forberede mig – dvs. læse litteratur og evt. lave kode hvis det er nødvendigt.

Nå, men ideen jeg arbejder med nu handler om hvorvidt tanker og tilgange i det semantiske web kan forbedre søgefunktionaliteter i et biblioteks søgesystem. Jeg er allerede i dialog med en underviser og jeg regner med at skulle mødes med ham efter Påske for at snakke nærmere om emnet.

Emnet udspringer lidt af at jeg halvt om halvt har lovet at skrive et speciale, som kunne have relevans for biblioteket. Da min leder så nævnte det semnatiske web i forbindelse med bibliotekets OPAC, så ringede en klokke hos mig. Vi har på studiet beskæftiget os lidt med det semantiske web og topic maps-teknologien kunne sagtens bruges til at understøtte det semantiske web med. Jeg tænker også at det fremadrettet i min karriere kunne være gavnligt at vide noget om det semantiske web.

Jeg håber at jeg vil være i god tid denne gang.

 

Uge 8 er vinterferie på Fyn og også ugen hvor Ann og jeg havde taget fri fra arbejde. Sigrid blev afleveret hos bedstemor og bedstefar og så skulle vi af sted til Barcelona. Det med at aflevere Sigrid var i sig selv grænseoverskridende og vi savnede hende, men til gengæld savnede vi ikke alle rutinerne.

Turen startede godt ud med, at undertegnede fik en eller anden opkastningssygdom. Det betød at hele rejsen til Barcelona var lidt en prøvelse for mig. Alt hvad jeg indtog kom op igen og jeg havde det rigtig skidt. Flyet var oven i købet forsinket næsten to timer pga. flylederstrejke i Frankrig (!) så jeg endte med at ligge i fosterstilling i flyet i godt 4 timer. Heldigvis havde jeg det noget bedre da vi ankom til Barcelona og skulle gå hen til hotellet.

Første dag nåede vi således ikke andet end at rejse til Barcelona og finde hotellet. På anden dagen blev Ann så syg og jeg var stadig lidt mærket af ikke at have spist det mest af den foregående dag, så vi var et kønt par. Vi nåede nu alligevel at se kirken Santa Maria del Mar og Picasso-museet. Herefter stod den bare på afslapning og sen aftensmad.Ramblaen. Ramblaen er berømt, men vi var ikke helt op at ringe over den. Måske fordi det de sælger i boderne ikke lige var noget for os og så bliver Ramblaen skæmmet af at være klemt inde mellem to ret befærdede gader.

På dag 3 var helbredet noget bedre for os begge, hvilket også betød at aktivitetsniveauet var lidt højere. Vi startede ud med at tage ned og se Barcelonas akvarium. Jeg synes altid at akvarier er spændende og her reklamerede de med hajer – noget som jeg ikke har set i de akvarier jeg har været i (kun nogle små nogle). Det var dog ikke et sted jeg kom helt op og ringe over – måske fordi det ikke var så stort som jeg havde forventet. Efter akvariet gik vi hen til feriens første Gaudi-hus. Barcelona er meget berømt for Gaudis bygningsværker og de er også noget helt specielt. Gaudi var meget inspireret af naturen og brugte naturens former i sine bygningsværker. Vi spiste frokost ved det der hedder Rambla Raval. Det er en gade i Raval-kvarteret, som af nogle bliver kaldt den nye Rambla. Her fandt vi en restaurant, hvor vi først måtte have hjælp af en anden gæst til at læse menuen og få forklaret hvordan man skulle bestille. Her fik vi bl.a. paella – det smagte godt.

Fjerde dag var vores sidste dag i Barcelona. Her var det La Sagrada Familia, som var det store udflugtsmål. På vej der til var vi også forbi Casa Batlló, som er et ret fantastisk hus at kigge på. Vi var ikke inde i huset primært pga. den store kø der var for at komme ind. I stedet gik vi hen til kirken La Sagrada Familia, som er Gaudis uafsluttede hovedværk. Uanset om man kan lide bygningsstilen er det utroligt imponerende – både bygningen, men også det faktum at der er blevet bygget på det i godt 100 år og man er stadig kun halvvejs. Vi sluttede dagen af med shopping og et sidste restaurantbesøg (som desværre bød på lidt kedeligt mad), og så skulle vi lige nå at sove lidt. Vi skulle nemlig med lufthavnsbussen kl. 03.45!

Alt i alt en god tur. Barcelona er en rar by at være turist i – også i februar hvor temperaturen godt kan være behagelig forårsagtig (efter vi var der skiftet vejret ret meget og byen blev begravet i sne). Vi nød i fulde drag at være væk fra vintervejret i Danmark. Vi følte os heller ikke utrygge ved at gå i byen, så det var bare dejligt. Eneste minus er altså, at vi havde mere end almindelig svært ved at finde rundt. Det havde til dels noget at gøre med de små smalle gader i den gamle bydel. De var labyrintiske at finde rundt i og vi brugte mange ressourcer på at komme i den rigtige retning. Jeg tror godt vi kunne finde på at tage af sted dertil igen.

 

Sigrid er blevet passet mange gange efterhånden af sin barnepige og bedsteforældre, men her i februar måned blev hun for første gang passet flere dage i træk. Det skete i forbindelse med at vi var i Barcelona. Sigrid blev passet af bedstemor og bedstefar i 5 dage. Det gik heldigvis meget godt. Sigrid hyggede sig og havde slet ikke været ked af det. Hun oplevede mange ting sammen med især bedstemor – bl.a. var hun i Århus da moster Ninna skulle undersøges og på besøg hos en dagplejemor. Sigrid vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere da hun var med ude i lufthavnen for at hente far og mor, men hun ville i hvert fald gerne over til mor.

Sigrid er stadig en glad unge. Det er de også begyndt at sige i vuggestuen, hvor Sigrid nu er blevet ret stabil efter en start præget af sygdom. Hun bruger det meste af tiden på at tøffe rundt og undersøge ting. Hun er glad for måltiderne (en erfaring vi også har herhjemme) og så er hun begyndt at interagere lidt mere med de andre børn. I forhold til interaktion oplevede vi en dag da mødregruppen var på besøg, at Sigrid stillede sig op lige ved siden af en af drengene og begyndt at tale halvhøjt til ham. Vi var lidt overraskede, for det havde vi ikke set hende gøre før. Hun taler meget og nogle gange fortæller hun os en masse ting.

Sigrid har haft en periode med urolige nætter. Hun vågner op og kan blive meget ked af det – nogle gange så ked af det, at vi ikke kan trøste hende. Vi har spekuleret meget over hvad det kunne være og blev bekræftet i at det nok var tænder da en fra mødregruppen beskrev præcis den situation vi var i i forbindelse med at hendes søn fik flere tænder. Sigrid kan nu også godt bruge nogle kindtænder, men det er da ærgerligt, at det skal gå ud over både hendes og vores nattesøvn.

Sigrid er meget interesseret i hvad vi går rundt og laver. Når vi står i køkkenet vil hun gerne se med og da hun jo ikke kan se op over bordpladen ender det ofte med at ting bliver udført med en hånd mens den anden er optaget af at holde Sigrid. Hun er vild med at hjælpe med at dække bord og tømme opvaskemaskine. Det er så sødt at se hende gå frem og tilbage mellem køleskabet og spisebordet med marmelade, pålæg, service og hvad vi nu ellers kan give hende.

Sigrid er en selskabspapegøje og hun liver meget op når der kommer gæster. Tit skal hun lige se dem an, men hun er hurtigt i gang med at spille op og hvis hun får tillid til gæsten, så skal hun også op og sidde og lege. Hun er vant til at onkel Simon og Rolf kommer på besøg, så dem har hun vænnet sig til. Ellers er det sjovt at se hvor stor forskel der er på hvor hurtigt hun tør op i forhold til forskellige mennesker.

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha