Sigrid har heldigvis ikke været meget syg i de første 10 måneders tid af sit liv. En forkølelse er vist det værste vi kan komme i tanke om. Så startede Sigrid i vuggestuen. Først blev hun bare forkølet – faktisk har hun været forkølet siden hun startede. Så kom den første febersygdom. Vi skyndte os ind til vagtlægen, som sagde at det nok var influenza. Sigrid var en helt anden de 3 dage det varede. Helt slap og uden lyst til at lege eller noget som helst. Hun blev dog rask, men cirka 5 dage senere blev hun så syg igen. Også denne gang fik hun høj feber og lægen sagde at det var en virus som Sigrid selv skulle klare. Sigrid blev dog ved med at have feber og derfor tog vi til læge igen. Han konstaterede at Sigrid havde fået skarlagensfeber.

Undertegnede tænkte at det var da sådan noget de fik i gamle film, men nej, det eksisterer altså stadigvæk. Sigrid kom på penicillin, og det hjalp heldigvis. Den lidt forsinkede behandling betød at hun var syg i en uges tid. Det medførte også en aflysning af den store forkromede 1-års-fødselsdag, som vi skulle have holdt lørdagen inden hendes rigtige fødselsdag. Vi var også lidt kede af at det tog så lang tid inden den rigtige grund til feberen blev opdaget, for hun havde det skidt i de dage.

Hun nåede 3 dage i vuggestuen inden juleferien og umiddelbart efter den sidste dag blev hun så syg igen. Denne gang var vi også hos vagtlægen som i hvert fald ikke mente at det var noget som skulle / kunne behandles. Heldigvis har hun ikke været så påvirket denne gang og har leget og spist godt.

Oveni alt dette har Sigrid også haft trøske og bleudslæt, så vi har virkelig muntret os. Vi håber, at det værste er ovre nu. Der går jo i hvert fald et par dage inden hun skal i vuggestue igen – og det er vist der de henter mange af de vira som giver febersygdom.

 

Inden jeg gik på barsel havde jeg en ambition om at læse lidt op på teksterne fra de første to semestre af cand. it.-studiet. Jeg kan vist roligt sige, at det ikke er blevet til så meget. Nu er der imidlertid kommet en god grund til at gøre det.

Jeg skal nemlig arbejde i bibliotekets IT-afdelingen fra 1/1-2010 – en stilling som jeg er kvalificeret til i kraft af mine kompetencer fra cand. it-uddannelsen. Nu har jeg så fundet teksterne frem igen og læser de som i første omgang virker relevante for det arbejde jeg skal lave. Helt præcis hvilket opgaver jeg får bliver afklaret på et møde her inden Jul.

Det er en gylden mulighed jeg har fået for at få god erhvervserfaring og få brug min kompetencer i praksis. Samtidig får jeg mulighed for at prøve mig selv af i en ny branche, men på en arbejdsplads jeg kender i forvejen. Alt i alt er der rigtig mange fordele i dette arrangement. Jeg glæder mig også til at komme af med den usikkerhed som mange nyuddannede sikkert også har i forhold til om de er gode nok faglige til at bestride et job indenfor deres felt. Usikkerheden har jeg nok, men jeg var aldrig i tvivl om at jeg måtte sige ja til dette job. Jeg vil jo bruge den uddannelse jeg er ved at tage, og om jeg så skal igang nu eller om et par år er ligegyldigt.

Jeg har fået 20 timer om ugen og så er der blevet sneget en lørdagsvagt hver 3. uge i Dalum ind, så jeg lander på 21,67 timer per uge. Dermed bliver det ikke et farvel til Dalum Bibliotek, som jeg havde troet. Jeg er spændt på hvordan det bliver kun at skulle på vagt en gang hver 3. uge. Det bliver i hvert fald helt umuligt at følge med i de ændringer der sker i de daglige rutiner på biblioteker. Sådan er det jo allerede nu.

Næste år bliver et meget spændende år.

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha