Fredag (d. 19. juni) var Sigrid til undersøgelse på H. C. Andersens børnehospital (børneafdelingen på OUH) efter henvisning fra den praktiserende læge, som mente at Sigrid ikke var motorisk alderssvarende. Vi havde på forhånd udfyldt et spørgeskema med mange forskellige oplysninger om Sigrid.
Lægen vi kom ind til læste spørgeskemaet og stillede nogle uddybede spørgsmål og derefter undersøgte han Sigrid (hjertelyd og mærkede på arme, ben og ryggen). Til sidst konkluderede han, at der såmænd ikke var noget i vejen med Sigrid. Han mente ikke en gang at hun var langsom, så alt er i den skønnest orden. Vi havde nok luret at hun ikke led af nogen sygdom, lidelse eller andet, men at hun ikke var langsom var måske lidt en overraskelse for os.
Sigrid var sit normale jeg og charmede alle og enhver. Vi var ovenpå igen og en bekymring mindre. Måske kan vi også slippe for at tale om motorik efter denne undersøgelse.