Ja, jeg er jo nødt til at omtale ovenstående kamp, som undertegnede var over og se sammen med Simon, Michael og Karsten.
Det var perfekt vejr til at se fodbold – måske lidt køligt, men jeg havde taget rigeligt med tøj med. Overværelsen af opvarmning medførte en del spørgsmål. Hvorfor selvtrænede Salou? Hvor var Kielstrup? Og flere spørgsmål i den dur. Der var flere spændende ting ved startopstillingen. F.eks. var der comeback til Lai som vi ikke har set i lang tid. Hvis jeg ikke tager helt fejl var der debut til Marc Pedersen. Endelig var Martin Borre med fra start. Han har døjet med ryggen og det var vist meningen at han først skulle spille på 1. holdet efter påske.
Egentlig troede jeg at trænerne havde rystet posen godt og grundigt, men det ville alligevel være lidt mærkeligt at sætte Salou på bænken og Kielstrup helt ud på tilskuerpladserne. Langt senere fandt jeg ud af at flere spillere døjede med maveonde deriblandt Kielstrup og faktisk også nogle af dem på banen (Jimmy Nielsen og Allan Olesen for at nævne et par stykker).
De første 40 minutter var en ren fornøjelse at overvære. 3-0 vandt Vejle den periode og vi så et Vejle-hold med sjælden kynisme, held i sprøjten og målnæse. Herefter gik der både mavekramper, benkramper og gummiben i den for Vejle. Først scorede SønderjydskE til 3-1 inden halvlegen. Efter 10 minutter af 2. halvleg stod der 3-2 efter en sjælden fejl af Jimmy Nielsen. Efter en masse fight, dårlige afleveringer og mærkelige dommerkendelser endte det alligevel med en 3-2-sejr til Vejle Boldklub. Det var vi meget glade for selvom 2. halvleg havde slidt ret voldsomt på vores nerver.
Se videoindslag om kampen her: http://www.onside.dk/onsideTV-test/30275 (jeg har tit svært ved at se de sidste 30-60 sekunder af videoerne på onside – og jeg undrer mig).
Tags: SønderjydskE, VB, Vejle Boldklub