Kolikbarnet Sigrid viste sig ikke at være et kolikbarn. Det må vi nu sande efter at vi fandt ud af, at hun simpelthen bare fik for lidt at spise. Ann havde observeret, at hun, når hun var i mødregruppe, ammede meget mere end de andre mødre. Derfor ville hun prøve, om det kunne hjælpe at give Sigrid noget modermælkserstatning. Det kunne det. Sigrid tømte en flaske og pludselig havde vi et helt andet barn. Glad og tilfreds med overskud til at ligge og lege, pludre og bare hygge sig. Det har betydet ret meget for denne lille familie – mindre skrigeri om aften (skriget er trods alt stadig den måde baby’er kommunikerer på) og mere afslappede forældre.
Ann er altså holdt op med at kunne producerer nok mælk til at det kan mætte Sigrid. Hun ammer dog stadig lidt ind i mellem, så Sigrid er ikke blevet fuldtidssutteflaskebarn. Det er dog primært modermærlkserstatning Sigrid lever af nu. Vi har selvfølgelig været i Babysam og købe nogle dyre sutteflasker – for intet er for godt til vores barn…
Nu kan farmand så også begynde at give Sigrid mad og det betyder, at Ann kan holde “fri” en gang imellem. Det er faktisk rart for os begge – jeg kan være mere med i pasningen af Sigrid og Ann kan komme lidt ud af huset. Det sætter hun stor pris på.
I denne uge handler undervisningen på universitetet om viden og videndeling (noget som jeg iøvrigt beskæftigede mig med for knap 10 år siden på biblioteksskolen) og har i den forbindelse læst en tekst af Davenport og Prusak. Heri ser de videnskort (knowledge mapping) som en måde at få delt den tavse viden som jo er til stede i en virksomhed, men som er svær at håndtere, fordi den er indlejret i medarbejdernes hoveder. Videnskort er kort fortalt en slags “De gule sider” over hvem der ved hvad i en given virksomhed.
Der hvor det så kolliderer med noget andet er, at jeg kommer på arbejde og opdager, at man nu igangsat et nyt initiativ, som kort sagt handler om at bibliotekets ansatte skal lægges ind i OPAC’en (altså bibliotekets søgesystem). Her skal man angive de emner, som man har eksperitse inden for og så kan de søges på samme måde som bøger, videoer og hvad der ellers findes af materiale i biblioteket. Det minder halv meget om videnskort – i hvert fald så meget at jeg syntes at det var sjovt. Nu tænker jeg så bare over, om de der har igangsat projektet også har tænkt over alle problemstillingerne?
Efter en lang vinterpause var det tid til superliga-fodbold igen. Jeg havde sammen med storebror Langholz indfundet mig på Vejle Stadion hvor Jyllands Rubin skulle møde FC Nordsjælland.
Jeg er ikke en hyppig gæst på stadion, men denne lille sæsonpremiere ville jeg da gerne være med til at overvære. Det skulle vise sig at være en noget kold affære – nok mest for tilskuerne. Selv iført min varmeste jakke, to par bukser (alm. og regnbukser) og tykke strømper kunne jeg ikke holde kulden helt ude.
Kampen var udmærket. 1-1 må siges at være et godkendt resultat når VB hele 2. halvleg spillede 10-11. Det var dejligt at se en Brian Nielsen som spillede med gejst, arbejdsvilje og god teknik – det har vi savnet længe. Det var også godt at se de nye spillere gøre det godt. Jeg synes at det lover godt for foråret, hvor det eneste mål er overlevelse i Superligaen.
Højdepunkter fra kampen kan ses her: http://www.onside.dk/onsidetv/27618.
Kampreferat kan ses her: http://www.vejle-boldklub.dk/index.php?aid=445