D. 22. december fik vi besøg af sundhedsplejesken. Det er det første af 6 besøg hvis jeg ikke tager meget fejl. Det var meget rart at få en professionel ud så vi kunne få stillet en masse spørgsmål. Og det gjorde vi så.

Sigrid er et sundt barn som har normale reflekser og gode kræfter. Hun er meget livlig og skal nok sige til når hun gerne vil spise eller er utilfreds med noget. Vi blev anbefalet at bruge sinksalve til at smøre hende med de steder hvor hun er rød. Hendes hoved er lidt skævt fordi hun altid ligger og kigger til den samme side. Desuden har hun en smule navlebrok som dog ikke var noget vi skulle bekymre os om. Vi skal blive ved med at stille hende i sollyset når hun skal sove fordi hun stadig er lidt gul. I det store og hele er alt som det skal være.

Her de seneste dage er hun også blevet mere “vågen” – altså hvor hun ligger og kigger på verden omkring sig. Det er lidt sjovt når nu vi egenligt har været vant til at hun ikke rigtig åbnede øjnene.

Vi skal mødes med sundhedsplejesken igen d. 5. januar i forbindelse med et foredrag om slynger. Jeg når nok ikke foredraget, men jeg skal da være der når vi skal snakke med sundhedsplejesken. Vi ved heldigvis at Sigrid har taget på så hun nu vejer mere end da hun blev født, så den bekymring er ude af verden.

 

Nu er det lige før – jeg skal aflevere min opgave d. 5. januar og jeg er i skrivende stund (lille ordspil, der) mangler jeg kun at skrive en indledning og et metodeafsnit. Jeg skal have ordnet henvisninger til min bilag og litteraturlisten skal også udfærdiges. Det bliver nok ikke en super-duper-opgave, men jeg er ok tilfreds med resultatet.

Selve opgave blev selvfølgelig lidt anderledes end den oprindelig tænkt, men det viste sig simpelthen at min problemformulering var for omfattende, så jeg ville ikke kunne nå at lave det hele.

Jeg har ikke undersøgt om jeg kan sende skidtet (og tror heller ikke at jeg bliver færdig tidligt nok til at kunne sende den) så jeg drager til Kolding på mandag og afleverer den personligt. Så kan det også være, at jeg møder nogle af dem fra mit studie. Jeg glæder mig så meget til at få afleveret den opgave. Emnet er faktisk interessant nok og jeg kunne godt finde på at skrive om det igen, hvis lejligheden skulle byde sig, men jeg tror altid at man når et punkt i sin opgaveskrivning hvor selve det at skrive hænger en langt ud af halsen. Der er jeg nu.

© 2011 Hrlangholz Suffusion theme by Sayontan Sinha